|
Metal Coven fik for nogen tid siden en lille snak med Melodic Meltdown om stort og småt. Se her hvad der kom ud af det. |
| Hvordan beskriver man bedst Melodic Meltdown som de lyder i dag – hvor befinder bandet sig genremæssigt? |
| Musikken er heavy metal med hovedvægten på gode melodier og tunge riffs og dundrende trommer. Altså stærk metals varemærker. |
| Hvorfra kommer inspirationen når der skal skrives nye sange? |
| De nye sange er inspireret af Michaels og Jacobs samarbejde på tværs af tidligere arbejde med vidt forskellige genrer. Det vil selvsagt give den nogle gange forudsigelige metal et anderledes løft. Michael har f.eks været en tur igennem det klassiske konservatoriums trædemølle og Jacob har lavet en del Rock/Pop før. Dette giver vores metal et bevidst mål, som hedder memorable melodier spillet på en fed måde. |
| Er der emner som bevidst undgås, eller nogen som har særlig interesse? |
| Alle emner er relevante, ja dvs vi er ikke et nazistisk eller satanisk band. Der bliver ingen ”Blood of Lucifer” her. Hvis Lucifer nævnes en enkelt gang, som i ”Dragon’s Teeth”, da bliver han et billede på det onde i menneskeheden, ikke den konkrete djævel. Vi dyrker heller ikke kristne idealer i teksterne. Der skal ikke være en grænse for vores lyrik, omvendt ligger alt åbent. Man kunne savne nogle flere politisk bevidste metal bands. |
| Hvad er håbet for Melodic Meltdown i fremtiden – hvad er planerne/hvor ligger ambitionerne? |
| Lige nu ligger påbegyndelsen af en ny plade os meget på sinde. Vi er i fuld gang med nye numre. Vi vil meget gerne ramme et større publikum, men vil samtidig ikke gå på kompromis med vores musik for at nå dette. Vi mener, at der må være et voksent metalpublikum, som bare sidder og venter på velspillet voksent metal. |
| På trods af flere ændringer i bandets line-up, og perioder hvor bandets medlemmer er gået hver til sit, så eksisterer det den dag i dag – hvad er det der holder sammen på det hele? |
| ”Limen” i bandet er det gode venskab medlemmerne imellem. Michael har hele vejen igennem været samlingspunkt og primus motor. Han håber, at denne line-up vil vare indtil den næste istid, men mennesker er jo som bekendt nogle mærkelige dyr. Nu må vi bruge tiden til ny musik, så vores rygte kan vække genklang hos eftertidens unge. |
| Hvad er historien bag ”London Jam ´99” – hvordan kom det i stand, og hvad er grunden til at der aldrig kom en udgivelse? |
| Hvor kender I dog den fra? Er den på hjemmesiden? Altså ”London Jam” er sådan set bare en jam i London sammen med et par engelske venner. Min første instrumental-CD ”Melodic Meltdown” (1997) blev inspillet i London med en engelsk trommeslager, Joe Clancy, som for øvrigt i disse dage spiller sammen med Adrian Smith, ja den Adrian Smith. De spiller sammen i et sideprojekt når Maiden holder pause..... Nå, men historien bag CD’en er så enkel, at det er en jam tilbage fra februar ’99. CD’en blev aldrig udgivet pga dårlig økonomi og dårlig produktion. Live-lyd. Måske kommer et enkelt nummer fra ”London Jam” med på min næste instrumental-CD. ”The Missing Link”, kommer den til at hedde. Den udkommer forhåbentligt i 2004 |
| Det seneste udspil ”Second Skin” fra sommeren 2003, er jvf. hjemmesiden udgivet på eget label – er det et label som også udgiver for andre, eller er det strictly Melodic Meltdown/Søbygge musik der udkommer der? |
| Musikken er udgivet igennem privat økonomi, så vi kan ikke udgive andres materiale. |
| Der har tidligere været en keyboardspiller i bandet – Morten Sandager, med en fortid i Behind the Curtain. Er der planer om at tilføje en ny keyboardspiller til den nuværende line-up, eller var det bare det? |
| Morten spiller jo i Mercenary nu. Kan vi
benytte lejligheden til at sige hej til drengene.....og om de ikke snart
tager sig sammen til at arrangere en turné med Melodic Meltdown? Men nej, der er ingen planer om keyboards. Til gengæld skal Jacob spille lidt guitar på nogle numre til at understøtte solierne. Jacob spiller desuden i 80’er metalcover-bandet ”Björnocator”. |
| Har i kunstneriske forbilleder i form af solister eller andre bands? |
| Vi har meget blandede inspirationskilder f.eks. Megadeath, Tenacious D, Pink Floyd, Fates Warning, Ozzy, Audioslave, Malmsteen, nyere Black Sabbath, Iron Maiden, ældre Metallica osv. |
| Hvilke musikalske drømme havde i dengang i begyndte at spille? |
| Dengang ville jeg sateme gerne indtage verden (Michael). Jeg ville underholde samtlige stadions. Med tiden bliver man mere realistisk...... Nu vil jeg bare eje Europa – Ha-ha. |
| Hvilket grej bruger i live og i studiet – det samme? |
| Det er det samme grej, ja |
| Hvad sker der i Melodic Meltdown i de kommende måneder, udover koncerten på Studenterhuset i Februar – er der nye sange i støbeskeen, eller flere liveoptrædender på vej? |
| Michael og Jacob Co-Writer i øjeblikket spritnyt materiale til bandet og der skulle desuden gerne komme flere koncerter til sommer. Vi håber på en pladekontrakt med et skandinavisk selskab, sat at komme i stald hos et booking bureau indenfor de næste par år. Det må da for fanden være et selskab et sted, som vil tjene lutten på os. |
| Hvad er vigtigst hvis nogle vil finde sammen om et band – er lysten til at spille nok, eller skal der mere og andet til? |
| Lysten til at spille er alfa og omega. Dernæst må man så sammen finde ud af hvad ens fælles ambitionsniveau kan føre det til. Det kan tage årevis at finde ud af den slags. |
| Tak til Melodic Meltdown for velvillig deltagelse i Metal Covens interview, og god vind fremover med musikken. |
| Der er yderligere information om Melodic Meltdown på http://www.melodicmeltdown.dk |