I forbindelse med udsendelsen af Raunchys seneste udspil "Death Pop Romance" flikkede Metal Coven dette interview sammen med velvillig bistand fra guitaristen Jesper Tilsted

 

2 af bandets nuværende medlemmer har været med lige fra starten i ’92. Har det haft nogen betydning for arbejdet i bandet, at I formodentlig kender hinanden godt efter så mange år?

 

Faktisk er det tre af os, der har været med fra starten, og Lars kom også med allerede efter et par år, så han har også været med i ret lang tid. Hvor stor betydning det ellers har haft, ved jeg ikke helt, men i hvert fald så tror jeg, det er en fordel, når vi laver nye numre, fordi vi alle ved, hvad det er, vi arbejder hen imod, og for det meste er meget enige om hvordan tingene skal lyde.

 

Hvilke tanker gjorde I jer, da arbejdet med det nye album skulle igang? Var der noget bestemt I ville sige eller udtrykke med det nye album?

 

Fordi det var Kasper og Jeppe, der skulle der skulle lave vokalerne på denne plade i stedet for Lars, så vidste vi fra starten, at skrigevokalen ville blive mere brutal, og den rene vokal ville blive pænere. Denne kontrast ville vi også gerne forsøge understøtte med musikken, hvilket jeg synes er lykkedes vældig godt. Derudover gik vi egentlig bare i gang med at skrive numre ud fra de ideer vi havde uden at tænke så meget over det.

 

Hvad er baggrunden for titlen ”Death Pop Romance”?

 

Da vi skulle bestemme os for titlen på pladen, havde vi en lang liste af forslag, men den her titel var den eneste, vi alle sammen kunne blive enige om. Baggrunden for valget var dels, at vi synes det passede rigtig godt til de nye numre, og dels at det lød meget anderledes end de titler, man normalt ser på metalplader. Vi snakkede selvfølgelig om, at der sikkert ville være en del folk, der ikke ville være helt tilfredse med en titel, der indeholdt ordene Pop og Romance, men vi besluttede os til at bruge titlen alligevel.

 

I forbindelse med selve indspilningen og det efterfølgende mix, har der været endog særdeles professionelle folk involveret. Hvordan er samarbejdet med Jacob Hansen og Tue Madsen forløbet?

 

Jeg synes, det gik rigtig godt. Det er fjerde gang, vi har haft Jacob som producer, så ham kender vi ret godt efterhånden, og Tue har vi også arbejdet lidt sammen med før, da vi lavede vores julesingle til DR. Af en eller anden grund har vi aldrig været i stand til at lave numrene helt færdige, inden vi skulle i studiet, og sådan var det desværre også den her gang. Heldigvis havde Jacob lige fået sat et ekstra studie op, og vi havde selv taget en computer med, som vi også indspillede på, så vi havde mulighed for at lave en masse ting samtidigt. Hvis vi havde været nødt til at indspille en ad gangen, tror jeg, det havde været meget svært for os at gøre pladen færdig på den tid, vi havde til rådighed. Derudover gjorde Jacob også en stor indsats for at hjælpe os med at få gjort de ting færdige, som vi ikke havde nået at lave, før vi kom ned til ham. Derfor endte det med, at han sang med på tre af numrene og selv indspillede en del keyboards på pladen. Da vi var færdige med at indspille blev pladen mixet hos Tue, hvilket jeg ikke selv var med til, men jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet.

 

Raunchys lyd synes på mange måder at være unik. Især brugen af synths giver musikken et præg, som jeg ikke har hørt ret ofte andre steder. Men hvad synes I selv om den lyd Raunchy har ligenu? Har i søgt inspiration hos andre bands; søgt at lyde som band x eller y, eller er Raunchys lyd helt ”jeres egen”?

 

Vi har aldrig forsøgt at lyde som et eller andet specifikt band, men vi bliver selvfølgelig alle sammen inspirerede af de bands, vi selv lytter til. Hvis jeg skal nævne nogle af de bands, som jeg selv har været mest inspireret af, da vi lavede denne plade, så er det nok 30 Seconds to Mars, Spineshank, Soilwork, Rob Zombie, Killswitch Engage, Pain og In Flames.

 

Hvordan vil I selv kategorisere Raunchys musik? Hvilken stilart hører I egentlig til?

 

Vores musik indeholder elementer fra flere forskellige stilarter, så det er jo ikke så let at sætte i bås. Lifeforce kalder det for hybrid metal, hvilket vel egentlig dækker det meget godt, og ellers er det selvfølgelig oplagt at kalde det for death pop. Musikken på den nye plade indeholder også nogle elementer fra metalcore, og nu hvor pladen udkommer på Lifeforce, så er jeg da ret sikker på, at der er en del, der vil bruge den betegnelse, selv om jeg ikke synes, det er speciel rammende.

 

Da Raunchy i 2002 skriver kontrakt med det tyske label Nuclear Blast, kan man vel godt sige at det er et højdepunkt i bandets historie, ikke? Hvilke andre højdepunkter har der været, og hvorfor gik Raunchy og Nuclear Blast fra hinanden igen?

 

Jo det var da helt bestemt et stort højdepunkt. På det tidspunkt var der jo ikke rigtig andre danske metalbands, der blev udgivet på store selskaber, så det var ikke noget vi havde regnet med var en mulighed. Af andre højdepunkter vil jeg umiddelbart sige vores koncert på Wacken i 2004 og selvfølgelig kontrakten med Lifeforce. Mht. bruddet med Nuclear Blast så var de ikke tilfredse med, hvor meget vi solgte, men vi var på den anden side heller ikke særlig tilfredse med, hvor meget de gjorde for os. Derfor passede det os egentlig fint at slippe ud af kontrakten, og vi var aldrig i tvivl om, at vi sagtens kunne finde et nyt selskab.

 

Projektet med DR’s juleplade tilbage i 2002 – var det en enlig svale, eller kan det tænkes at I går ind i noget lignende en anden gang?

 

Vi havde det vældig sjovt med at lave det, og det var ikke noget vi brugte ret lang tid på. Det var lidt syret at spille i et metalband og så blive spillet flere gange om dagen på P3, så hvis vi får muligheden igen, er jeg ret sikker på, at vi ville gøre det. Chancen for at det sker, tror jeg dog er ret lille.

 

Kontrakten med tyske Lifeforce – hvad gælder den udover udsendelsen af ”Death Pop Romance” – er der option på senere udgivelser?

 

Ja de har option på to plader mere, hvilket jeg har det helt fint med. De har været meget imødekommende overfor os og er vilde med musikken. Vi føler, at vi har en høj prioritet hos dem, og at vi passer fint ind blandt de andre bands de har, så jeg tror det bliver et godt samarbejde.

 

Hvad er Raunchys planer for de næste par måneder? Bliver der touraktivitet i Danmark og udlandet?

 

Som det ser ud lige nu, så spiller vi et par jobs i Danmark i foråret, og derudover bliver der en del forskellige ting i Tyskland. Om der bliver nogen decideret tour i udlandet, eller det bare bliver korte ting, ved jeg ikke endnu. Vi har fået flere forskellige tilbud om at komme med på længerevarende tours i Europa, men da alle i bandet arbejder eller studerer, så er det altid ret svært at finde tidspunkter, hvor vi alle sammen kan få tid til at tage med.

 

Hvordan bærer man sig ad med at få musikerlivet og familielivet til at gå op i en højere enhed? Er det muligt eller nødvendigt at gå på kompromis nu og da?

 

I forhold til de fleste andre danske bands, som man kunne sammenligne os med, så har vi aldrig spillet særlig meget udenfor Danmark Det er selvfølgelig klart, at vi har været en del hjemmefra, når vi skulle indspille plader, men ellers har det primært været et spørgsmål om, at vi i perioder har brugt en masse weekender på at være ude at spille. Derfor er det ikke rigtig noget, der har været et problem for os endnu, men jeg kan da sagtens forestille mig, at det må være svært for de bands, der konstant er af sted på tour.     

 

Selvom man er et veletableret band med en god lyd, er det så muligt at trænge igennem til de brede masser i Danmark – er opmærksomheden omkring den tunge rock stor nok i Danmark?

 

Det er svært at sige, men indtil videre ser det ikke ud til, at det er lykkedes for nogen danske metalbands at slå rigtigt igennem i Danmark. Der er selvfølgelig en del bands, der har succes med det de laver, men det er stadig nogle ret beskedne salgstal de forskellige bands opnår i Danmark. Det er egentlig lidt mærkeligt, for når man ser på hvad udenlandske bands som Slipknot eller Rammstein kan sælge i Danmark, så kan man jo se, at det ikke er, fordi der mangler købere. Hvorfor det er sådan ved jeg ikke, men måske er metalscenen i Danmark bare for meget undergrund.   

 

Hvor er I henne om 3-4 år som band – hvad er Raunchys status til den tid, hvis I selv kan bestemme?

 

Der har vi selvfølgelig fået et kæmpe gennembrud og har solgt en million plader! Nej helt ærligt så er det ikke noget, jeg tænker så meget på. Hvis vi bare kan blive ved med at udgive plader og have det sjovt med det vi laver, så er det egentlig det vigtigste for mig. Vi har ikke nogen speciel plan for fremtiden, og jeg er godt tilfreds hvis hver plade vi laver sælger bare lidt mere end den forrige, så der er en vis fremgang.

 

[ til toppen ]

Tak til Jesper Tilsted og resten af Raunchy for interviewet og ikke mindst musikken.

Besøg Raunchy på www.raunchy.dk