As We Fight

"Black Nails and Bloody Wrists"

Jeg har hørt en del om As We Fight tidligere. Folk har sagt, at det her band sparker dig hårdt et vist sted. Musikken er helt klart til folk med ”hår på brystet” (både med og uden). Det her er ikke noget for pophoveder og andre uden smag for ordentlig musik. Det her er tråd som flænser dine øregange til blods, så hvis ikke du har det der skal til, går du under efter den første sang.

As We Fight lægger ikke fingre imellem, eller nøjes med at give sig halvt. Der er fuldt tryk på alle cylindre, når As We Fights uforfalskede hardcore strømmer ud gennem dine højttalere, eller du er så heldig at møde dem live.

Et af de første bands jeg kom til at tænke på, da jeg før første gang satte ”Black Nails.......” på spillen, var Agnostic Front. Ikke så meget på grund af musikken, men den rimeligt aggressive og heftige vokal der er på dette album.

Det synes at være rimeligt, at trække tråde tilbage til Roger Miret. Den passer skidegodt til musikken, som er ligeså udfarende og ru som musikken selv. Der er masser af temposkift og så brutale passager, at de små hår i nakken rejser sig. Så brutalt at det er for fedt – næsten.

As We Fight kan den fine kunst, at kombinere det pæne og måske lidt smukke, med noget som lyder som en mellemting mellem et tordenvejr og et mega trafikuheld. Sjovt nok er der også plads til masser af melodiøsitet på albummet. Det er ikke smadrebrutaltråd det hele. ”Black Nails...............” rummer i alt 11 numre, som efterfølger As We Fights Tue Madsen producerede, selvfinancierede demoudgivelse, der kom på gaden i 2003. Denne skive, foruden en række fænomenale shows i Europa – bl.a Hellfire Fest og Fredericia Hardcore Festival, resulterede i en kontrakt med Europas førende label i genren hardcore Good Life Recordings. Anmeldelserne har indtil videre været rigtig gode, og det er, ligesom det ret pæne salgstal, ganske fortjent. For As We Fight har trykket på de helt rigtige knapper, da denne skive skulle stykkes sammen. As We Fight er: Jason Campbell og Laurits Medom (vokal), Michael Dal og Martin Olsen (guitar), Søren Hvidt (bas) og sidst men ikke mindst Casper Sennenwald på trommer.

Hold øje med As We Fight i efteråret. De er på vej rundt i landet med Hatesphere. Det er en koncert man ikke skal gå glip af, hvis man er til musik med mere energi end gennemsnittet og trænger til at få rystet garnet. Gør dig selv en tjeneste, og hold øje med tournesektionen i dit favoritblad eller -avis. Det er en aften du ikke må gå glip af.

Der er yderligere information om As We Fight til rådighed på http://www.aswefight.tk/