Blood Tsunami

"Demo 2005"

I musikalsk sammenhæng er norske Blood Tsunami et ungt band. De begyndte først at spille sammen i 2004, efter at guitarist og sanger Pete Evil og trommeslager Jay slog pjalterne sammen for at spille nogle riffs, som han havde skrevet, mens han var med i rock’n’roll/punkbandet Hellride.

Blood Tsunamis musik var, og er, udelukkende aggressiv og fremadstormende trash i stil med Exodus, Kreator og Destruction.

Riff Randall kommer med som bassist og Dor sørger for andenguitar. Nu er ringen sluttet, og bandet laver den første demo. Og den 24. august er det tid for bandets allerførste show. Det foregår på Last Train – et lille spillested i downtown Oslo. Den aften var Blood Tsunami support for de svenske metallegender Entombed, som sidst var i Danmark til DMeA 2005 i København.

Der sker også nogle ændringer i bandets line-up. Sådan er det jo nærmest en naturlov i den branche, hvor der stort set ikke findes et band med original besætning efter et par år. Riff Randall forlader Blood Tsunami, og bliver hurtigt erstattet af Bosse, som Pete Evil kender fra tiden i Hellride. Blood Tsunami fortsætter deres optrædender, og samler efterhånden en god fanskare. Det foreløbige koncertmæssige højdepunkt opnår de 22/10 2004 på John Dee i Oslo, hvor de skal være support for Deicide.

Jay ønsker at prøve kræfter med en karriere som grafisk designer, og vælger derfor at forlade bandet få måneder senere. Pete Evil ønsker at få Blood Tsunami tilbage på rette spor, hvilket bl.a. kræver en komplet line-up. Derfor ringer han kort tid efter til Faust, som har en fortid i Scum, Aborym og ikke mindst Emperor, og tilbyder ham pladsen som trommeslager. Faust kan li´ det han hører, og siger ja til tjansen. Faust er i dag fulltime trommeslager i Blood Tsunami, og med den line-up går bandet i Lion Heart Studios og i løbet af tre dage, indspiller de en demo. Resultatet af disse anstrengelser er således genstand for denne anmeldelse.

Blood Tsunami beskrives som et trashband med rødder som rækker tilbage til tidlig Slayer, Exodus, Destruction og Kreator. Der er således tale om Bay Area Trash med et skud tysk indflydelse også. Det giver en særdeles sprængfarlig og potent blanding af stilrene trash-elementer og en lille smule hardcore. Pladens 5 numre har det samme intense niveau, og intet sted får pulsen lov at falde. I de omkring 25 minutter, det tager at komme til vejs ende, bliver lytteren igen og igen tæppebombet med det ene skarpe riff efter det andet og hug i trommerne, som sidder hvor de skal.

Pete Evils stemme er lidt speciel i denne sammenhæng. Umiddelbart synes jeg mere han lyder som en typisk Black Metal sanger, med den monotont hæse stemme og reduceret tonering. Men pudsigt nok så fungerer den faktisk fint i Blood Tsunamis lydbillede. Generelt vil jeg betegne ”Demo 2005” som et ganske fornuftigt udspil fra et band, der har potentiale til at nå langt.

 

Tracklist

Evil Unleashed 3:19

Stabbed To Death 5:17

Infernal Final Carnage 5:18
Suicide Anthem 5:00

Killing Spree 5:30

Enther the website http://www.bloodtsunami.com/ and download the entire albuim except for "Killing Spree"

 

   
Pete Evil - Lead Guitar & Lead Vocals Dor Amazon - Lead G. & Backing Vocals
Bosse - Bass & backing Vocals Faust - Drums
   

Reviewed by www.metal-coven.dk