Delirium Xtremens

"Cyber Human Report"

Delirium Xtremens har været på banen i henved 7 år, og har i den periode opnået en erfaring som et solidt og velspillende liveband. Stilen er ikke nyskabende, men ganske solid og godt udført. Her er tale om oldschool death med ganske glimrende riffs her og der, og en flot growlende vokal. Tempomæssigt befinder vi os omkring midterlinien. Hverken for hæsblæsende eller for sløvt. Min personlige favorit på skiven er ”Inside Me”, fordi der er et ganske fedt midterparti med en helt speciel guitarsolo. Der er eksperimenteret en del med rumklang og skæve rytmer, men gutterne er sluppet meget godt fra det. Men udover det, så holder de en enkel rytme, så hele lortet omkring dem kommer i svingninger, uden at blive afbrudt af et eller andet breakbeat eller lignende.

Midt i al den fandenivoldske death, med de kvaliteter den nu har, er der også en lille musikalsk oase, hvor man kan få pusten igen og komme til hægterne, inden det går løs igen. ”Delirium 9991” er en instrumental ballade på omkring 157 sekunder.

Her er tale om downtempo guitarlir, som man udmærket kan falde lidt hen til. Det kan godt være at ”Delirium 9991” er lightersangen til deres koncerter, der er i hvert fald sådan en lidt kølig og afslappet stemning over den. Men den mest interessante del af pladen, er nu den hvor Delirium Xtremens giver los. Der hvor den rå energi bliver forløst.

Hvis man betragter pladen sådan rent produktionsmæssigt, er der såmænd heller ikke noget at sætte en finger på. Albummet er okay produceret og har noget ret flot artwork lavet af Francesco Tarlá, som helt klart har gode evner i den retning.

Delirium Xtremens er stadig unsigned, men det ville være underligt andet, om ikke de snart får et label på krogen med dette udspil. De fortjener ihvertfald medvind i karrieren, som indtil nu har budt på masser af indenlandske jobs. Det er tid at brede sig udover Italiens grænser.


Delirium Xtremens er: Matteo ”Pondro” De Mori på bass, Lorenzo Baldan på guitar, Thomas Lorenzi på trommer, Fabio ”Med” Della Lucia på guitar og Alberto ”Ciardo” Da Rech i den vokale forgrund.

Yderligere info om bandet på www.deliriumxtremens.com