![]() |
Sepultura Dante XXI |
|
Siden Sepultura debuterede på split-albummet “Bestial Devastation” sammen med Overdose tilbage I ’85, er der sket en hel del for bandet. Ikke alene har de sat standarden for hvordan god trash skal lyde. De var også et af de allerførste brasilianske metalbands, som slog deres navn fast oversøisk. Siden da har Sepultura været et pejlemærke for en hel underskov af fantastiske bands i mange forskellige afskygninger. Metal Coven har tidligere beskæftiget sig med et par stykker af dem. Vi kan kun nikke anerkendende til den musik, der kommer fra de kanter. Brasilien kan andet end at spille fodbold. Sepultura har været en stjerne på metalhimlen i over 20 år. Selvom det er meget længe i denne sammenhæng, så er der ikke tegn på nogen som helst form for metaltræthed. Selv efter 10 albums og endnu flere singler, er der masser af styrke og vitalitet i musikken, der bestemt ikke er blevet mere poleret eller mindre tempofyldt med tiden. Sepultura er på ingen måder sell-outs. De bider stadig hårdt. Selve albummet er et såkaldt konceptalbum. Altså en udgivelse med et overordnet tema og en rød tråd gennem numrene. Inspirationen til dette album er hentet fra den italienske poet Dantes værk ”Den Guddommelige Komedie” om en rejse genmen himmel, helvede og skærsild. Hvad det nærmere går ud på kan du læse på denne side: http://da.wikipedia.org/wiki/Den_guddommelige_komedie Måske er du ikke stødt på Dante før. Og hvad så, egentligt? Det er aldrig til nogen skade at få udvidet horisonten en smule. Og på ”Dante XXI” går musikken godt i spænd med det inspirationelle ophav. |
”Dante XXI” er på alle måder et lige så fuldgyldigt metalalbum som f.eks ”Roots” fra ’96 var det. Desuden er koncepttanken ikke helt ny. Den har bl.a. været brugt af King Diamond på ”Them” albummet fra 1988, hvor man fulgte pigen Abigail gennem hele pladen. Sepultura har en god lyd på ”Dante XXI” som byder på 11 numre foruden hele 4 forskellige introer, der kæder nogle af sangene sammen. Det der koncepthalløj har det med at sætte de forskellige sange i en form for system. ”Dante XXI” er på mange måder et traditionelt metalalbum, men albummets sidste nummer ”Still Flame” skiller sig en hel del ud. Det minder ikke ret meget om de øvrige numre. Men det bliver det ikke mindre fedt af. ”Still Flame” er en meget avantgarde orienteret komposition, som bliver rundet af på en bombastisk og meget Wagnersk måde. Gu´ ved om vi er havnet i skærsilden her? Fra midten af marts og til slutningen af april måned turnerer Sepultura rundt i Europa sammen med In Flames. Det bliver i alt til 34 koncerter, men desværre kommer Sepultura ikke omkring Danmark i denne ombæring. Det er ganske uforståeligt, for Sepultura, og In Flames for den sags skyld, har en stor fanskare i Danmark. Disse to navne skulle nok kunne trække nogle tusinde metalfans sammen. Så hvis du vil opleve Sepultura live i dette tidlige forår, skal du til Olso, Stockholm, Göteborg eller Hamburg, som er de steder tættest på Danmark hvor de spiller. Den samlede turneplan kan du orientere dig om på http://sepultura.uol.com.br/v6/en/ hvor der altid er opdateret info om bandet og deres aktiviteter. |
|
©Metal Coven, www.metal-coven.dk , 1999-2006 |
|