|
|
Venom Metal Black |
|
Hvis der er et metalband, som ikke behøver nærmere præsentation, må det næsten være Venom. Dette band har været en vigtig del af den internationale metalscene siden først i 80’erne, og genren black metal kan tilskrives Venom, der som de allerførste tog okkultisme og satanisme med ind i deres musik på mange måder og planer. Venoms seneste udspil ”Metal Black” rummer 14 skæringer med en samlet spilletid på lidt over 57 minutter. Jeg har lyttet til Venom i en lille menneskealder. Lige siden jeg købte deres ”Hell at Hammersmith” koncertvideo, har jeg været bidt af denne energiske trio, der har givet os klassikere som ”Countess Bathory”, ”Black Metal”, ”Manitou” og ikke mindst ”Buried Alive”. Venom har gennem årene været et ganske produktivt band, og heldigvis for det. Ordentlig black metal kan man ikke få nok af. Og se bare den horde af bands, der har taget genren til sig. Black metal fylder meget i metallandskabet. ”Metal Black” er lige så kraftfuldt et album som deres tidligere udgivelser. Venoms generelle sound har ikke ændret sig så forfærdeligt meget gennem tiderne, men de synes alligevel, om ikke mere, så ihvertfald lige så kraftfulde og potente som for 15 år siden. Cronos er stadig Venoms vokale forgrund samtidig med at han maltrakterer den firstrengede på bedste vis. Med sig har han Antton på kedler og Mykvs på guitar. Disse herrer supplerer hinanden godt, og derfor er jeg ret sikker på at albummet vil ramme bredt. Ikke kun gamle diehard Venomfans, men også de mange der er kommet til siden dengang. Albummets bedste nummer er efter min mening ”Regé Satanas” med titelsangen ”Metal Black” som runner-up. Thumbs up til albummet. Det er et velgjort og solidt udspil. |
|
|
Reviewed by www.metal-coven.dk 1999-2006 |
|